Kammerater!

Jeg blev glad, da jeg blev tilbudt opgaven med at tegne årets 1. Maj-plakat for Fagbevægelsens Hovedorganisation! Jeg har stor sympati for fagforeninger og deres arbejde for det arbejdende folk, men jeg har ikke selv været medlem af en, siden jeg skulle på barsel med Solvej, og måtte skære alle udgifter helt ned for ikke at gå fra hus og hjem i 2016.

Som selvstændig skulle jeg vælge imellem om jeg ville bruge mine måneder som lønmodtager eller mine måneder som selvstændig som baggrund for beregningen af mine barselsdagpenge. Sådan var reglerne, man kunne ikke slå de to beløb sammen til en samlet indkomst (er det stadig sådan?!). Dialogen med Udbetaling Danmark blev yderligere forplumret af, at alle de medarbejdere jeg talte med, insisterede på, at de seks måneder, jeg havde været på barselsdagpenge med Kirsten, slet ikke talte med i min årsindkomst. Så jeg kunne vælge mellem en årsindtægt på 90.000 eller 85.000 som beregningsgrundlag for mine barselsdagpenge.

Det viste sig efter otte telefonopkald og otte forskellige medarbejdere, der tålmodigt men afvisende lyttede til mine højgravide tårer, at barselsdagpenge tæller med i beregningen af årsindkomst, og jeg endte med at kunne få 2/3 dagpenge udbetalt under hele min barsel med Solvej.

Den fagforening jeg indtil da havde indbetalt til ‘havde ikke forstand på barselsregler for selvstændige, som jo er lidt særlige’, og jeg meldte mig ud, ligesom jeg afmeldte mine avis- og streamingabonnementer og halvdelen af mine velgørende medlemskaber og sendte Kjeldsen på landevejen for at tjene penge, mens jeg blev hjemme med alle børnene og forberedte mig på et år med meget havregrød.

(Det har jeg tegnet en bog om. Det er en slags gyser. Den hedder Hver dag starter det forfra).

De sidste ugers debat om billedskabere og freelancegrafikeres forhold, påbegyndt af Rebecca Bach Lauritsen i Politiken og ført an af Signe Parkins (der fik 15.000 før skat for den billedbog hun brugte to år på at tegne, og som i sidste uge blev nomineret til Nordisk Råds Børnelitteraturpris (elskede den timing, altså!) og Malene Hald på instagram, har virkelig fået mig til at tænke over hvor meget skam og manglende selvværd, der ligger og gemmer sig i den kreative branche.

Jeg har på den ene side følt, at jeg ikke helt kunne tillade mig at deltage i denne debat fordi jeg faktisk omsider er et sted i min karriere, hvor jeg kan tillade mig at forhandle prisen på de illustrationsopgaver jeg laver og kan sige nej, hvis ikke jeg synes lønnen står mål med indsatsen.

På den anden side er jeg ret sikker på, at mit gamle jeg, der sad og græd over de ydmygende lønforhandlinger med redaktører og projektledere, og gang på gang måtte tage til takke med en alt for lav løn for et arbejde, der skulle være både enestående, nyskabende og sjovt nok altid skulle have været afleveret i går – heller ikke ville have følt, hun havde noget at byde ind med.

Jeg kunne jo bare have været dygtigere. Arbejdet hårdere. Været bedre til at forhandle.

Når jeg læser de anonyme vidnesbyrd hos Signe Parkins og Malene Hald og det væld af andre freelancere, der har taget ordet de sidste uger, synes jeg det er så slående hvordan vi allesammen vender skammen indad og tror de andre nok har regnet noget ud, vi bare ikke har.

Først når vi åbner munden og snakker højt, bliver det tydeligt, at det er et mønster. 

I sidste uge blev der uddelt legater til landets forfattere, musikere og billedkunstnere fra Statens Kunstfond. Jeg læste updatesene med lige dele begejstring og glæde på vegne af de kunstnere, der modtog penge, og frustration og ærgrelse på vegne af dem, der ikke gjorde.

Selv har jeg slet ikke turdet at søge de sidste år, fordi jeg blev lige lammet af skam det år, jeg modtog et arbejdslegat på 50.000,- som det år, jeg fik afslag. Præmissen om at stå med hatten i hånden og lade sit arbejde og sin kunstneriske værdi bedømme af andre, føles som en slags ydmygelse i sig selv.

Og nu skammer jeg mig over at være priviligeret nok til at kunne vælge den fra. 

Ja, det er fjollet, og det synes min mors veninde også, jeg skal lade være med, men sådan fungerer det jo sjældent med skam.

Men tænk nu, hvis man fik løn for sit kreative arbejde, og ikke forventedes at være taknemmelig for at få lov til at arbejde gratis.

Og tænk, hvis kunst og kultur stod lige så højt på prioriteringslisten hos politikerne som fx minkbranchen. Jeg skulle hilse og sige at mange af de kreative selvstændige, jeg kender, også mistede deres erhverv fra den ene dag til den anden under corona, og stadig kæmper med at komme på fode igen.

Vi fik lavet lidt rav i den på insta forleden ved at påstå at staten kan udbetale kunststøtte i 29.500 år for det beløb, som minkavlerne står til at få i erstatning. Det viste sig at være lidt i overkanten, men de 100 mio, der årligt udbetales i kunststøtte gennem Statens Kunstfond, og som de opfordrer til at man deler sin taknemmelighed over på alle sociale medier, får alligevel nyt perspektiv af de 29 mia(!) minkavlerne kræver.

Gad vide om minkbranchen er ligeså gennemsyret af skam som kunstverden? Dette er et reelt spørgsmål, jeg aner det ikke, men vil gerne vide det, så hvis der er en minkavler på linjen, så giv lyd!

Nå. Men det korte af det lange (nej sorry, det blev sgu lidt langt det her – igen!) er, at jeg har meldt mig ind i en fagforening! Jeg tror det er på tide at freelancere og selvstændige også organiserer sig og at vi står sammen og råber højt for at kræve bedre vilkår for prækariatet. Måske starter vi nu. 

Måske hjælper det – også for den kreative branche – at stå Sammen for et bedre arbejdsliv.

Tak fordi du læser med!

KhL