En måned uden instagram, så så man lige mig!
Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke, især i starten, havde haft impulsen til lige at tjekke, mindst et par gange i timen. Men når jeg kom i tanker om, at jeg havde lovet mig selv at lade være, var det faktisk lettelse og ikke panik, der ramte min krop.
Det evige kommentarspor i min hjerne om hvorvidt noget er sjovt/relevant/vigtigt/ligegyldigt/latterligt/pinligt at lægge op, blev dysset ned efter en uges tid.
Den konstante følelse af at leve simultant i to verdener og hele tiden være bagud i mindst en af dem fik også en tiltrængt pause.
Tænk bare at eksistere i én verden, at være på vej fra A til B uden at skulle være andre steder. Det kan faktisk anbefales.
Gid jeg kunne fortælle, at jeg var blevet et nyt og bedre menneske med helt nye indsigter mens jeg bare sad der og eksisterede. Men jeg må skuffe!
Jeg havde nok forestillet mig, at jeg skulle bruge min nyfundne frihed til at skrive kloge tanker i notesbogen, havde endda købt en flot en i London, men det blev meget hurtigt nogle meget kedelige tanker.
Jeg roser stadig mig selv for at have sat en vask over eller tørret bordet af. Jeg skriver stadig lister over e-mails, jeg skal skrive og legeaftaler, jeg skal huske.
Men jeg har læst lidt flere bøger, set lidt mere fjernsyn og faktisk kedet mig lidt mere end jeg plejer. Jeg er også begyndt at løbe og er stoppet igen og så har jeg malet stuen. (Godt nok kedeligt at male stuen uden at kunne prale med det, afviser ikke at jeg kommer til at prale med den stue på bagkant).
Frygten for at have afskrevet mig selv fuldstændig kan jeg nok heller ikke løbe fra. Jeg har skullet øve mig i at tro på, at jeg stadig findes i verden selvom jeg ikke udkommer hveranden dag og får likes og kommentarer på alt hvad jeg laver. Nok en meget sund øvelse ..
Og så har det selvfølgelig været vildt besværligt i forhold til arbejde. Jeg er vant til at kommunikere meget med både følgere og samarbejdspartnere og jeg har helt klart følt mig lidt handicappet uden den livline som instagram også er.
For eksempel er det flere uger siden, jeg lavede nye farveprøver til min mors dag-plakat for Red Barnet, og først i dag har jeg kunnet lægge en afstemning på min story for at høre hvad I helst vil have.
Og tænk en gang, det overlevede jeg også!
Så måske er det læren, jeg vil prøve at tage med mig: Nogle gange må der være stille. Nogle gange må man male stuen uden at prale. Nogle gange må der gå nogle uger.
Men jeg kunne ikke have holdt pause mens jeg stadig havde webshop. Måske lukkede jeg i virkeligheden det hele bare for at jeg kunne holde denne pause, overvejer jeg nu.
Alle, der udkommer regelmæssigt på ig prøver at sælge dig noget, husk det. Også de personlige opslag, de sårbare og autentiske, de øger bare salget. Det er nok i sidste ende værst for sælgeren, men overvej alligevel hvad du vil købe …
Jeg tænker stadig over, hvordan jeg kan udkomme i et langsommere tempo og måske også på andre platforme, så jeg ikke gør mig selv så afhængig af insta. Der er spirende ideer og samarbejder under opsejling, som jeg glæder mig til at forfølge og fortælle mere om efterhånden.
Håber du fandt på noget rigtig sjovt til Aprilsnar (personligt bildte jeg Kjeldsen ind, at jeg skulle være med i Vild med dans, den hoppede han på med overraskende lethed!) og at det ikke regner ind hjemme hos dig ligesom det gør hos mig.
Tak fordi du læser med!
KhL
