Jeg tror desværre det er en fast tilbagevendende del af mit årshjul at efter november og decembers, hvor jeg har råbt og skreget om kalenderlys og julemarkeder til jeg blev hæs, starter januar med aldrig at ville tale igen.

Jeg overvejer hvert år hvordan jeg mon kan overleve som multikunstner i denne her vanvittige verden uden at ende med at bruge 99 procent af min tid ovre i kommunikationsafdelingen. Føler virkelig tit at jeg bruger væsentlig mere tid på at fortælle om mit arbejde end rent faktisk at arbejde og jeg har kun lyst til at slukke telefonen og smide internettet langt langt væk.

Og jeg starter hvert år med at tro på, at hvis ikke jeg lå og plaskede så meget oppe i overfladen og hele tiden KOMMUNIKEREDE så ville jeg være i stand til at dykke ned på det dybe, være stille meget længe og skabe noget stort!

Det viser sig bare igen og igen, at hvis ikke jeg ligger i overfladen og kommunikerer, så ligger jeg i sofaen og ser Sygeplejeskolen med mine børn 🤷🏼♀️. 

Så måske er drømmen om fordybelse en illusion, jeg én gang for alle må skyde en hvid pil efter, eller også må jeg bare leve for evigt i det her frustrerende mellemrum mellem min magelige natur og min ambition om greatness (hvor kommer den fra?).

Ok, men jeg har også brugt de første dage af året på at bestå Save the Childrens' officielle DisasterReady-kursus for nødhjælpsarbejdere fordi jeg i morgen rejser til det nordlige Irak og besøger to forskellige flygtningelejre for syriske flygtninge sammen med Red Barnet og Danmarksindsamlingen, der i år samler ind til nogle af verdens glemte kriser.

Jeg vil ikke sige at jeg ligefrem glæder mig lige nu .. jeg kan godt mærke at jeg har sagt ja til noget, der ligger et godt stykke udenfor min egen komfortzone – langt væk fra Sygeplejeskolen – men måske af samme grund føltes det vigtigt at sige ja. 

Det kan jeg nok fortælle meget mere om, når jeg kommer hjem. Og lur mig om jeg ikke også kommer til at spamme internettet med indhold mens jeg er afsted (hold øje med min instastory, det er vist den jeg bedst kan overskue).

Så med andre ord. Man har en plan, indtil man har en ny.